Tidligt op til morgenmad og efter vi havde booket plads til Phi Phi øerne, gik turen til stranden. Billetten til Phi Phi blev købt på det lille rejsebureau i receptionen. De ville gerne sælge os en rundtur omkring Phi Phi og et hotelværelse på Andaman Beach Resort, hvor vi tilfældigvis boede sidste gang. Vi ville dog kun have bådturen og den kostede 500 b. pr. person pr. vej med transfer fra/til hotellet på Phuket.
Strandturen gik med at dase under parasollen, et par ture i vandet, der ikke var koldere end luften og et par ture hen langs stranden.
Der var en konstant vandren af folk, der ville sælge drinks, mad, tøj, duge, træ-ting eller panfløjter. De var dog meget diskrete og virkede ikke påtrængende.
Til frokost vendte vi retur til vores værelse til den efterhånden obligatoriske rugbrødsmad. Det er godt for maven! Varmen var uudholdelig midt på dagen, så vi valgte at holde os på værelset, sove lidt, læse og skrive dagbog. Kl. 18:30 var vi atter klar til at indtage Patong, efter vi havde fået et godt bad og en before dinner drink. Jeg ynder at tage billeder af solnedgangen men det var ikke muligt fra vores strand. Det var for tæt på klipperne ved Patong strandens sydende, så den fornøjelse måtte jeg droppe.
Vi tog en tuktuk til en restaurant, som jeg havde spottet på nettet. Den lå i modsatte ende af Patong, på vej mod Phuket, var thailandsk og meget besøgt af thailændere. Anbefalingen var at komme tidligt og da vi kom kl. 19:30, var det åbenbart tidligt nok. Der var nemlig ikke så mange, men som hjemmesiden antydede, virkede gæsterne til udelukkende at være lokale. Vi bestilte alle en omgang suppe med kylling og kokosmælk. Det var en stor portion. Derudover havde vi bestilt 3 forskellige retter af ægte thaimad. Alt maden kom ind stort set lige efter, at vi havde bestilt. Det gik hurtigere end jeg nogensinde har oplevet før (inkl. McDonalds!). Det var rent guf og ikke for stærk mad.
I en privatbil gik det tilbage til hotellet. Vi betalte samme pris - 150 b. for turen. Mor var træt og gik i seng. Vi andre skulle lige dele en kop øl og en whisky.